«Hvorfor er I racister?»

En appetitvækkende duft fylder huset. Duften af ‘thiamboudiem’, den berømte senegalesiske ret, der består af ris og fisk, og som vores barnepige tilbereder til os hver uge. Maryama er en stilfærdig og meget rolig pige. Intet ved hendes spinkle kropsbygning afslører, at hun er en sand mesterkok, der formår at tilberede de mest vidunderlige marokkanske og internationale måltider. Hun er vores fjerde senegalesiske barnepige siden vores første barn blev født for fire år siden. Marokkanere foretrækker i stigende grad senegalesere, fordi de har ry for at tage deres arbejde seriøst og at være omsorgsfulde over for børnene. Resultatet er, at flere og flere af dem kommer til Marokko, især fordi det ikke kræver visum. De slår sig ned i bofællesskaber i forstæderne, hvor det er billigt at bo til leje. Det samme scenarie udspiller sig for filippinerne, som bliver mere og mere efterspurgte, fordi de kan lære børnene engelsk.

Maryama har været i Marokko i otte år, og hun har været ansat hos alle mulige slags arbejdsgivere, gode og mindre gode. Men alle de senegalesere, jeg har haft i huset, har været meget plagede af den måde, marokkanerne behandler dem på og af den racisme, de møder i gaderne. Min første barnepige, Khadi, fortalte mig, at børnene kastede sten efter hende på gaden. Min tredje barnepige, Meriem, blev omtalt som «negerkvinde». «Og alligevel holder vi meget af marokkanerne i Senegal. Marokko er et valfartssted for os», sagde hun oprørt til mig, med rystende stemme.

Maryama, der er fyrre år, virker mere afdæmpet i sin sprogbrug, måske fordi hun har så meget erfaring. Når det er sagt, er racismen pænt mærkbar i Marokko, især over for folk vest og syd for Sahara (senegalesere, nigerianere, congolesere, folk fra Elfenbenskysten), der kommer til Marokko for at søge arbejde. De er flygtet i håbet om et bedre liv eller på grund af politisk ustabilitet i deres hjemlande; de drømmer om at nå til Europa, men når deres forsøg mislykkes, slår de sig ofte til tåls med Marokko.

Da Maryama forlod Senegal, drømte hun også om en smuk fremtid, måske endda om et rigtigt arbejde i en virksomhed. Men hun blev hurtigt klar over, at arbejdsmarkedet ikke gav hende andre muligheder end at blive barnepige eller servitrice i en restaurant. Hun accepterede spillets regler, men altid med det mål for øje, at hun en dag ville vende tilbage til Senegal. Når den dag kommer, vil hun have sparet nok penge sammen til at skabe sig en tilværelse i hendes hjemland.

Godt så! Thamboudiem’en begynder at blive kold. Vi må til bords. Bon appetit!

/Nadia Lamlili

Advertisement

Olé, flamenco!

Hervé er tilbage. Kan I huske ham? Jeg nævnte ham i mit første blogindlæg, hvor jeg havde besøgt ham i Paris for at få sat en finger på, hvad det er der forhindrer mig i at nå i mål i mit professionelle liv. Kan I huske, jeg fortalte, at jeg genfandt mig selv i mødet med denne entusiastiske mand. Han rådede mig til at forsone mig med mig selv, at finde ind til mig selv igen og at dyrke den glæde, jeg føler, når jeg skriver, som jeg fx gør i bogprojektet med Fatima Mernissi. Hervé rådede mig også til at starte til flamenco – stolthedens og
værdighedens dans.

I dag har jeg fået en mail fra Hervé. Han spørger, hvordan det står til og opmuntrer mig til at afsætte bare ti minutter hver dag til at lave noget, jeg godt kan lide. Han ved, at jeg har et stressende arbejde, og at jeg risikerer at glemme mine ønsker og mål.

Jeg giver ikke op!

Det går fremad med skriveriet. Vi er ved at lægge den sidste hånd på bogen «De digitale hundjævle» (Djniates digitales), der udkommer inden for de næste tre måneder. Det går ikke lige så godt med flamencoen. Det er simpelthen ikke lykkedes for mig at finde et dansehold i Casablanca, og det både overrasker og bedrøver mig. Jeg har praktisk talt været i kontakt med samtlige danseskoler, og de har alle sammen sagt, at de har nedlagt flamenco-holdene, fordi der ikke var interesse nok.

Det overrasker mig, at man i en by som Casablanca, der er så begejstret for vest-europæisk dans, ikke kan opstøve et flamenco-hold. Jeg satte min lid til facebook og skrev en besked på min væg, hvor jeg opfordrede til, at man oprettede en gruppe af flamenco-interesserede. Jeg tænkte, at vi sammen kunne finde en lærer og et dansestudie.

Intet skal slå mig ud! Jeg kan mærke, at denne dans, som jeg aldrig har danset, men kun beundret på afstand, går ind under huden på mig. Da jeg var lille, var jeg fortryllet over disse flamboyante danserinders optræden med deres røde glitrende silkekjoler, håret elegant sat op i en knold, hænder der hvirvlede og ringede under deres ansigter, med en skønhed og en lethed som en flyvende fugl – som himlens ånd. Jeg skælvede, når deres fødder slog mod gulvet, og de med slagene markerede romaernes oprør, flamencoens sande mestre med deres utrolige nærvær og deres insisteren på at nyde nuet. Og med et budskab, der peger på en vertikal forbindelse mellem det midlertidige og det evige, det himmelske og det jordiske, præcis som Hervé har beskrevet det for mig.

Yoga og flamenco, så ens og så forskellige

Hvilken fryd det er at høre denne smukke sang, der krænger angsten ud, en sang og en dans, der er født af de omvandrende romaers sjæle, og som er så tæt knyttet til deres indiske oprindelse. De kom fra Indien for mange århundreder siden, for siden at brede sig ud over Asien og til sidst samle sig i Europa.

Jeg er overrasket over at finde en anden fælles lidenskab sammen med min mand: Indien, civilisationernes vugge. Min mand har haft fornøjelse af yogaen, og jeg, af flamencoen.

/Nadia Lamlili

«Min mand hjælper ikke til derhjemme!»

I eftermiddags deltog jeg i en spændende og uudtømmelig debat: «Kvinde og karriere: Hvordan forenes de?». Forsamlingen bestod af et repræsentativt udsnit af marokkanske kvinder. Tilslørede kvinder sad ved siden af kvinder uden slør, men med håret omhyggeligt friseret. De var alle elegante, med eller uden tørklæde, og de havde deres hverdagsliv til fælles: Et liv som udearbejdende mødre eller som mødre, der er blevet tvunget til at sige deres job op for at passe deres børn. Disse kvinder deler den samme bekymring: De har en mand, der ikke hjælper dem med børnepasning og husarbejde og som derfor presser dem til enten at opgive deres karrierer eller at forsømme hjemmefronten.

Er det et spørgsmål om opdragelse? Helt sikkert. For hvordan forventes det af en marokkansk mand, der er blevet opdraget som en lille konge, at han skal tage del i rengøringen eller i bleskiftet? «Han nægter at hjælpe mig, fordi det for ham er et angreb på hans mandighed», fortæller en mor med fire børn. «Han hjælper mig derhjemme, men beder mig om ikke at sige det højt til andre», bedyrer en anden kvinde. «Når han er helt alene, klarer han det praktiske fint. Men når jeg er der, trækker han sig». Kort sagt, alt blev lagt på bordet i den her debat.

«Og hvis problemet ligger hos kvinderne selv?», spurgte debattens kvindelige coach. «Når alt kommer til alt, formår I kvinder så at uddelegere husarbejdet til jeres mand med fuld tillid til, at han kan magte det? ». Der blev helt stille i salen.

Øjensynligt et meget sårbart emne. Kvinden kan godt lide at have kontrollen derhjemme. Og samtidig bør man ikke generalisere. Hjemme hos mig, er det fx min mand, der tager sig af børnene, fordi jeg har det arbejde, jeg har. Jeg må indrømme, at min senegalesiske hushjælp hjælper ham lidt. Men det er ham, der laver det meste af arbejdet.

Coachens råd her den 8. marts var i hvert fald helt klart. Først må man lære at være kvinde, så hustru og mor og til sidst aktiv kvinde. Det er prioriteringens rækkefølge. En pænt stor udfordring…

/Nadia Lamlili

En nøgen kvinde, en homoseksuel og unge, der spiser offentligt under Ramadanen!

Billede: Latefa Ahrrare, Moussem Festival

Latefa Ahrrare har ikke forandret sig. Gennem de sidste to uger, har hun været aktuel med sit nye teaterstykke «Pianisten», hvor hun giver sine sanser og sin krop frit løb, som en bøn mod enhver form for censur og fordømmelse, som et budskab om fred, som en hymne til livet, som tonerne i en symfoni.

Latefa har altid formået at rejse sig igen og give det bedste af sig selv. Til trods for, at de fjendtligheder, hun blev udsat for efter sit forrige stykke «Capharnaum» («Rodebutikken»), kunne have slået hende ud. Hun havde ikke i sin vildeste fantasi forestillet sig, at hun med dette stykke, hvor hun i en enkelt scene poserer i bikini, kunne vække så dybt et had. Et had udløst af PJD (Justice and Development Party), der i dag er det regerende parti i Marokko, men som dengang var en del af oppositionen.* PJD kritiserede «hendes nøgenhed» på scenen, og med ét blev befolkningen rasende. Overalt, i taxaer, på caféer og på markedspladser, talte folk kun om dette «vantro menneske», der havde syndet ved at vise sig nøgen i al offentlighed. De var ude efter hende i en sådan grad, at der blev skabt en facebook-side, der ville have hende dødsdømt! Den dag siden blev offentliggjort, skete der heldigvis det, at alle de mennesker, der havde en smule sund fornuft, mobiliserede sig for at få siden lukket ned. Det lykkedes. Siden var en skandale. Jeg følte lede og væmmelse over den fejhed, der lå bag. Hvordan når man derhen, hvor man påkalder døden over en kunstner, hvis eneste handling er, at hun fortolker en rolle på scenen? «Jeg forstod ikke det, der skete. Jeg viste mig ikke nøgen i stykket. Jeg bar en bikini i stykket for at forløse min rolle», betroede hun mig, da vi senere mødtes.

Jagten på de homoseksuelle!
Det er i øvrigt overraskende at kunne konstatere, at PJDs radikale strømninger har stået bag hovedparten af polemikken omkring friheden i det offentlige rum de sidste år i Marokko. I 2010 langede de voldsomt ud efter Elton Johns deltagelse på Mawazine Festivalen i Rabat, fordi den selvbenævnte homoseksuelle «kunne opmuntre til homoseksualitet i Marokko». Det er patetisk! Sangeren blev ringet op og var lige ved at aflyse af frygt for repressalier, men han endte med at overvinde sin frygt og takke ja til at spille i Marokko.

Jeg kender mange højtstående medlemmer af PJD, som jeg respekterer for deres arbejde og integritet, men jeg forbliver skeptisk over for deres holdning til individets ret til frihed. De friheder vil ikke blive større under deres styre. Nej, jeg tror tværtimod de vil blive indskrænket.

Samfundets hykleri
Jeg spørger fx mig selv, om de unge fra Bevægelsen for Individuelle frihedsrettigheder, kaldet MALI (Mouvement des Libertés Individuelles), også i år vil kunne gentage deres picnic og spise deres mad offentligt under Ramadanen. Da de gjorde det første gang for to år siden, ville de bare vise, at de var anderledes. Men de var tæt på at blive massakreret af folk, der ikke ville acceptere en sådan «synd» i det offentlige rum. At spise under Ramadanen er strafbart med fængsel, fordi Marokko er et muslimsk land. Til trods for, at der er flere og flere marokkanere, der ikke fejrer Ramadan. De spiser i skjul, men de spiser jo. Jeg synes samfundet er frygtelig hyklerisk, når det foretrækker at lukke øjnene og straffe i stedet for at lade folk udleve deres forskellighed i al frihed.

Da de unge fra MALI så, at deres modhandling kun skabte røre og fjendtlighed i samfundet, besluttede de at gå stille og roligt til sagen og at prøve at forandre folks mentalitet ved at begære de love afskaffet, der straffer folk for at spise offentligt. Jeg synes det var en opfindsom måde at prøve at forandre mentaliteten på, stille og roligt og uden at stille sit liv i risikozonen. Men hvem vil hjælpe de her unge, der ikke ønsker andet end at kunne føle sig frie i krop og ånd? Hvor er de progressive kræfter, der forskanser sig bag lukkede døre i diskussionsfora i stedet for at føre kampen i det offentlige rum?

*Partiet DJP (Justice and Development Party) er et muslimsk parti, der kæmper for det muslimske demokrati. DJP kom til magten i november 2011.

/Nadia Lamlili

Familiens historie

Det er søndag og Hamman-dag (det mauriske bad). Hos familien Lamlili er Hammam-dagen et ugentligt ritual. Vi tager afsted i en gruppe, store som små. Mændene på den ene side. Kvinderne på den anden. Vi blander os ikke med hinanden. Men det lægger på ingen måde en dæmper på den fornøjelse, det er, at befinde sig blandt kvinder og børn i et varmt, behageligt baderum midt i en kold tid.

Selvom jeg bor langt fra min familie, har jeg ikke skiftet til en lokal Hammam. Jeg har holdt fast i mine gamle vaner. Tidligt hver søndag morgen, samler jeg mine to tanter og mine kusiner op – og til tider et par naboer – for at tilbringe to dejlige timer med at blive skrubbet, sæbet ind og pylret om. Jeg har også stor gavn af at tage mine to drenge med, selvom de stadig er små. Både fordi de elsker det fugtige baderum, hvor de kan fjolle rundt og fordi mine tanter hjælper mig med at kigge efter dem.

Pligten over for familien
Det mauriske bad er en forening, der hviler på gruppens solidaritet. Jeg kommer fra en stor familie, hvor man deler alt: måltider, tøj, glæder og sorger. Individualitetsbegrebet er ikke fuldt udfoldet hos familien Lamlilli, hvor den enkeltes succes altid vil være hele familiens stolthed. Det samme gælder den enkeltes modgang, der deles af hele familien og hvor alle lægger hovedet i blød for at finde en mulig løsning eller udvej. Selvom jeg har fået min egen familie og har skabt mit eget liv et andet sted, så bliver jeg også ved med for egen regning at bidrage til driften af familiens hus, hvor min far, mine tanter, mine fætre og kusiner bor… Det kan måske virke mærkeligt for folk i de nordiske lande, men jeg gør det af pligt over for den gruppe, jeg tilhører; som har hjulpet mig med at arbejde mig op i samfundet, og som jeg nu takker ved at hjælpe igen. Jeg var lidt inde på det i mit først blogindlæg, da det også er denne familiære pligt, der fastholder mig i rollen som en kæmpende amazone, der trækker familiens kærre; som glemmer at sætte sig selv forrest og som på den måde kun er med til at understøtte og spinde videre på den tendens til selvudslettelse, der er så fremherskende.

Der må nyt blod til for at forsørge familien
Jeg lægger ikke skjul på, at jeg mener denne solidaritet har sine defekter og ulemper. Problemet opstår, når et enkelt familiemedlem bliver den alle andre sætter deres lid til, mens de selv holder op med at gøre en indsats for at klare sig igennem. I Marokko ser man tit, at en enkelt person forsørger flere familiemedlemmer. Det er et effektivt middel til at mildne fattigdommens og arbejdsløshedens ødelæggelser, som uden denne systematiserede solidaritet, ville være endnu større. Men hvilket personligt spild ligger der ikke bag! Hvad enten det er af bekvemmelighed eller passivitet, så dør alle de personer der lader sig forsørge indvendigt. De hæmmer deres egne chancer for at blive til noget og for at skabe sig en personlighed gennem arbejdet.

Når man gemmer sig blindt bag en gruppe uden at træde i karakter og uden at tilpasse sig nye virkeligheder, så skaber det grobund for ensretning og radikale holdninger. Når man lever uden kontakt til omverdenen og ikke tillader fremmede mennesker eller nye idéer at trænge derind, hvor de kan ændre én indefra. Jeg kan ikke lade være med at spørge: Er det gruppen, der tjener individet eller er det omvendt? I et samfunds som vores, er gruppen en styrke. Den samler folk omkring faste værdier. Men gruppen kan være ens værste fjende, hvis den ikke bygges op omkring hele mennesker, der råder over egen krop, ånd og fri vilje.

/Nadia Lamlili

Ned med Staten!

« Men hvad er det helt præcist I vil? Vælte staten? Indføre anarki og se blodet flyde? ». Sådan lød det fra mange af mine venner, da jeg for et år siden fortalte dem, at jeg ville deltage i demonstrationen d. 20. februar 2011. I dag er det etårsdagen for den demonstration, og jeg husker den som var det i går.  De arabiske gader stod i brand og flød af blod. Tuneserne og egypterne havde jaget deres diktatorer på porten og havde på falderebet undgået den store massakre. Libyen og Bahrain stod i brand. Hver gang en diktator faldt, spurgte man sig selv: Hvis tur er det nu?

Den arabiske verden var som et korthus, der faldt sammen. Aldrig har marokkanerne været så splittede, som de var det på facebook den 20. Februar. Royalisterne langede ud efter dem, der ville demonstrere og kaldte dem « forræddere » og « anarkister ». De troede fejlagtigt, at Marokko ville lide samme skæbne som Tunesien og Egypten, og at vi snart ville bade i blod. Jeg vidste, at de tog grueligt fejl, fordi marokkanerne ikke ønskede at fælde kongen, men Le Makhzen (Staten). Le Makhzen er Marokkos feudale og absolutte statsmagt, der fornægter demokratiet og modarbejder oprettelsen af et socialt ansvarligt retsvæsen. Demonstranterne gik på gaden og krævede, at man bygger hospitaler til dem, at man giver dem muligheden for en god uddannelse, at man hjælper dem med at finde arbejde og især at man får udryddet den omfattende korruption, der har hærget Marokko de sidste år, ikke mindst på de højeste magttinder.

De ønskede kort sagt at leve som værdige statsborgere. Er det for meget at forlange? Jeg deltog i demonstrationen som journalist, men også som statsborger, for jeg lægger ikke skjul på, at jeg allerede inden det arabiske forår var klar over, at de marokkanske gader snart ville eksplodere i oprør. Jeg så, at de fattige blev fattigere, de rige rigere, og at ytringsfriheden fik et strammere greb. Allerede før februar 2011, var det blevet tabu at omtale et medlem fra de royale cirkler i pressen. Det tidsskrift, jeg arbejder for, var i lighed med mange andre aviser blevet dømt til at betale en unaturlig høj bøde på 6 millioner dirhams (ca. 4 mill. kroner) på grund af en publiceret notits om en virksomhed, der havde forbindelser til kongen. Og den uretfærdige dom klæber stadig væk til os!

Den 20. februar 2011 var folk så bange for at det skulle udvikle sig til skudvekslinger, at jeg undlod at fortælle min familie, at jeg ville demonstrere, så de ikke skulle bekymre sig for mig. Kun min mand vidste det, og han gik med mig. Demonstrationen i Casablanca endte med at foregå i en rolig og ansvarfuld stemning. Det regnede en lille smule, men både voksne, småbørn og endda babyer gik den dag i gaderne for at stille krav om et bedre Marokko.

Jeg fik gåsehud af at se en så organiseret forsamling. Aldrig har folkets røst lydt så højt…

/Nadia Lamlili

Journalist, ja, men en prostitueret i samfundets øjne

Det begynder at spidse til her på redaktionen på det månedlige tidsskrift Økonomi & Virksomheder. Deadline nærmer sig hastigt, og den redaktion jeg leder, forvandler sig til en myretue, hvor den eneste lyd man hører er den heftige klapren på tastaturerne. Jeg har nu levet efter deadlinens rytme i femten år. Som journalist på både dagblade, ugeblade og månedlige tidsskrifter.

Dengang jeg stadig boede hos mine forældre, og naboerne så mig komme hjem klokken tre om natten med ophovnede øjne og uredt hår, spurgte de altid min mor hvor jeg havde været. De troede jeg kom hjem fra natklub. « Nej da, hun har været på arbejde », svarede min mor velvidende at de bagefter snakkede om, at det kun var prostituerede der kom hjem så sent på natten. Og at en pige af god familie ikke kunne tillade sig, så åbenlyst at skænde de sociale normer.

En dag hørte jeg en mandlig journalist, som jeg betragtede som en ven, mumle til mine kollegaer, at « jeg gik i seng med mine kilder for at få oplysninger ud af dem ». Jeg var chokeret og jeg begyndte at græde. Men jeg besluttede mig for ikke at konfrontere ham da det var nytteløst, og jeg blev i stedet ved med at passe mit.

Man skal virkelig elske journalistikken for at kunne holde den mandschauvinisme ud. For det er ikke kun et opslidende fag; det bliver også set ned på, især hvis det er en kvinde, der praktiserer det.

Snart barsler jeg med mit tredje barn

Heldigvis har tiderne ændret sig, og der er kommet flere kvinder inden for branchen. De bliver mere og mere accepterede, selvom det afhænger af de cirkler de bevæger sig rundt i. Mit forhold til min chef er dog fortræffeligt og vores samarbejde er altid berigende. Min største udfordring lige nu er ikke så meget dialogen med mændene, men mine muligheder for at rykke op på karrierestigen. Jeg har nu været chefredaktør på det her tidsskrift i fire år, og det næste naturlige skridt for mig vil være at blive chefredaktør for mit eget tidsskrift.

Jeg har arbejdet aktivt på sagen i halvandet år. Om et par måneder lancerer jeg et tidsskrift, der vil blæse friske vinde ind over den marokkanske presse. Et tidsskrift der belyser de aktuelle nyheder ud fra et helt nyt perspektiv, nemlig den bæredygtige udvikling. Og her tænker jeg ikke kun på emner der omhandler miljø og økologi, men på emner som bæredygtig økonomi, samfundsstruktur, forbrug, lokal forvaltning… kort sagt, alt det som kan skubbe til samfundsborgeren og få ham til at reflektere over sine egne rettigheder og pligter. Det arabiske forår har kun styrket mig i min beslutning om at lancere det her tidsskrift, for at kunne følge marokkanerne på vej i deres jagt efter ny viden og aktivt medborgerskab.

Det bliver mit tredje barn. Jeg har i forvejen to pragtfulde sønner. Hver dag mærker jeg fødslen nærme sig, på trods af at jeg har svært ved at få finansieret projektet. I Marokko støtter bankerne ikke iværksættere med nye idéer. Investorerne er bange for pressen og vil ikke skyde penge i, af frygt for at fornærme Le Makhzen (Marokkos Magtcentrum*). Men jeg lader mig ikke slå ud. Jeg elsker det her barn, og jeg vil ha’ det.

Men, indtil da, må jeg hellere komme tilbage til min deadline…

/Nadia Lamlili

 

*Le Makhzen er det gamle, men i nogle situationer stadig anvendte navn for det marokkanske statsapparat. Udtrykket bruges især til at beskrive de mest traditionelle, gammeldags og konservative kræfter inden for staten. Le Makhzen var oprindeligt navnet på sultanens regering i Marokko, dengang landet var under fransk ledelse.

Ung og elskværdig kvinde søger mand!

I aften vil jeg forberede et helt særligt måltid: Det samme måltid, Blaise og jeg spiste, første gang vi mødtes. Det var den 8. februar, som i dag. Jeg havde chattet på en datingside og var faldet over et tiltalende ansigt. Det var en fransk basker, som havde et smil, der var så kærligt og mildt, at jeg besluttede mig for at skrive en mail til ham. Et par måneder senere, kom han til Marokko for at møde mig, og det var kærlighed ved første blik.

Jeg havde aldrig troet, at jeg ville gifte mig med en udlænding. Og han havde heller aldrig forestillet sig, at han ville komme til at leve sit liv tusinder af kilometer fra Baskerlandet. Og selvom det var meget romantisk, skulle vores historie vise sig ikke at blive særlig let. Min meget konservative familie satte sig imod vores ægteskab. Min storebror truede rent ud med at afskrive mig. « Hvorfor gifter du dig ikke med sådan en som mig? », spurgte han mig igen og igen, ude af sig selv af vrede. « Jamen, fordi jeg netop ikke vil giftes med sådan en som dig! », skreg jeg. Så brød hans verden sammen. Er han mon endt med at acceptere det ? Jeg ved det ikke…

Tilbage i 2005 var blandede par ildesete i Marokko. Når jeg gik tur med Blaise, blev jeg i bedste fald opfattet som en letsindig pige på jagt efter franske papirer, i værste fald som en prostitueret. De marokkanske myndigheder opstillede alle tænkelige og utænkelige barrierer for at forhindre vores ægteskab. Naboerne kaldte mig for « Nassrani hustruen » (Den kristnes hustru), selvom han ikke var kristen, og de så stift på os, hver gang vi passerede hinanden, som om vi var rumvæsener.

I mit liv med Blaise, har jeg måttet overskride rigtig mange psykologiske barrierer, både i mit eget hoved, men også i vores konservative muslimske samfund. Siden hen er jeg blevet en ny Nadia. Og min familie har forandret sig sammen med mig. « Nu er han endelig ligesom os. Han er rar og han er et familiemenneske »,  lyder det i dag fra min onkel!

Den 8. februar fejrer vi syv års kærlighed. Og den er langt fra slut endnu.

/Nadia Lamlili

Kære venner i det kolde nord!

Som resten af Marokko, prøver den marokkanske kvinde stadig at finde sig selv. Hun har taget gigantiske skridt i sin søgen efter frigørelse, godt hjulpet på vej af retten til uddannelse og adgangen til arbejde. Men de andres blik og lovenes forældede greb gør ikke just denne opgave lettere. Jeg har sat mig for at løfte sløret for dele af mit professionelle og private liv –  for at forstå denne udvikling og ikke mindst for at forstå det diplomati og den indsats marokkanske kvinder hver dag må praktisere for at kunne gebærde sig i et samfund, der ikke altid er parat til at acceptere deres lyst til at leve fuldt ud som individer. /Nadia Lamlili

1. februar 2012 – Min søgen efter mig selv

Denne onsdag vil jeg feste. Jeg besøger Fatima Mernissi i hendes vidunderlige stue, der er en skøn blanding af stilarter og farver. Hun tager imod os, mig og mine kolleger i Netværket af Kvindelige Journalister, med sit sædvanlige store smil. Altid stilsikker i sin påklædning: En marokkansk tunika broderet i hånden af hendes foretrukne skrædder R’bati og et rosa tørklæde, der er knyttet på toppen af hendes hoved.

Fatima Mernissi / billede af: Ruth V. Ward

Den store marokkanske sociolog, kendt i alle fire verdenshjørner, sætter sig ned og lægger ved siden af sig en mappe, hvor hun har samlet alle de dokumenter, breve og mails, som hun vil dele ud til os lidt efter lidt, mens hun taler til os. Denne onsdag er hun helt euforisk, da hun byder os på fantastiske kager og marokkanske crêpes tilberedt af hendes hushjælp fra hjemstavnen Khémissat.

De digitale hundjævle

Fatima har nu gennem to måneder hjulpet os med at skrive en bog om vores journalistiske løbebane og givet os gode råd til, hvordan vi markerer os inden for faget. Bogen kommer til at hedde « De digitale Jniates » (hunddjævle). Disse « Jniates », det er os. Men frygt ikke. Vi er blot kommunikerende kvinder, der har skabt vores karrierer – ikke ved at manipulere med og betjene mændene, sådan som det ifølge Fatimas studier er den gængse opfattelse, men ved at forhandle med og styre i situationerne med mændene.

For Fatima er det en revolution. Og som hende, føler jeg, at den marokkanske kvinde har forandret sig og ikke længere behøver at bruge list for at kommunikere med manden. Nej. Den marokkanske kvinde deltager nu i magten, og dette gennembrud, der er sket takket være nye teknologier og kulturelle normbrud, sker i højere og højere grad i samarbejde med manden.

Jeg er fascineret af Fatimas visioner og holdninger. Hun er helt speciel. Speciel i kraft af sine idéer, sin generøsitet og sin galskab. Takket være hende, har jeg flere gange i forbindelse med mit arbejde kastet et introspektivt blik på mig selv. Der sker rigtig mange ting inden i mig i øjeblikket, så mange, at jeg seriøst overvejer at sætte mig ned og skrive en roman!

Fra kæmpende amazone til frigjort kvinde

Jeg har aldrig gjort det før, men i sidste weekend, efter at være kommet hjem fra en rejse til Paris, tog jeg hen for at se Hervé. Han er terapeut, ligesom min mand. Og det gjorde mig godt. Jeg talte om min barndom, om mit liv nu og om mine projekter. Og se dér…så fik jeg pludselig sat fingeren på den byrde, der tynger mig : Selvudslettelsen, denne tendens til altid at sætte sig selv efter de andre, på trods af det potentiale, jeg besidder og som gør mig i stand til at være leder, chef og beskytter. Den byrde, jeg bærer rundt på, er min familie. Ikke min lille, nære familie, men den store familie, dvs. hele slægten, fra far til onkel og videre til fætre og kusiner. Jeg er en kæmpende amazone, som trækker familiens kærre, med ansigtet bøjet og uden at tage mig tid til at trække vejret eller gøre ting, der gør mig glad.

Det forbyder jeg mig selv, fordi det vigtige er at brødføde de andre, yde omsorg, opfylde alle ønsker og behov. Alt sammen med et smil. Men er jeg ved at resignere? Slet ikke. Men det er tungt at bære og jeg begynder at føle mig kvalt. Jeg vil trække vejret. Og jeg får først afløb, når jeg genfinder mig selv i det, som jeg elsker: I skriften, hvor jeg slås med arven fra min familie. Og hvad angår den selvsikkerhed, jeg bør føle, når jeg tænker på mit potentiale, så vil jeg bygge videre på den ved at lære flamenco, de værdige og stolte kvinders dans, dansen, der forener himmel og jord.

Mange af mine veninder har talt godt om dansen. I Marokko, er det ikke kun den orientalske dans, der tiltrækker kvinderne. Jeg har mange veninder, der går til tango, salsa og andre eksotiske og erotiske danse, der giver dem lov til at dyrke kroppen, passionen og sammensmeltningen med deres mandlige dansepartnere.

Nu ser I nok, hvorfor jeg fortæller om Fatima og Hervé på samme tid. Det er fordi, de er trådt ind i mit liv på samme tid for at hjælpe mig med at finde mig selv. Ser I, livet er ikke bare et tilfælde. Det er et ekstraordinært møde.

/Nadia Lamlili